Danskerne i Tour de France 2018

25. juni 2018

Danskerne i Tour de France 2018

Læs om danskerne i Tour de France 2018. Der er masser af dansk islæt på Astana Pro Team, som selvfølgelig har Jakob Fuglsang som holdkaptajn. Se danskerne i Touren her!

De 22 hold som stiller op i Tour de France 2018 har efterhånden udtaget deres hold, og derfor kan vi nu også danne os et overblik over de danskere vi forventer deltager i Touren.

I de sidste par år har dansk cykling klaret sig fremragende og i år har det ikke været anderledes, med først 22-årige Mads Pedersens imponerede andenplads i Flanderen Rundt og dernæst Michael Valgrens to sejre i først den belgiske semi-klassiker Omloop Het Nieuwsblad og sidst men ikke mindst Amstel Gold Race.

 

Danskerne i Tour de France 2018

Som det ser ud lige nu ligner det seks deltagere for Danmark i dette års Tour, hvoraf fire af dem kommer til at køre på samme hold, nemlig Astana:

Navn: Hold: Spidskompetence
Jakob Fuglsang Astana Pro Team Bjerge
Jesper Hansen Astana Pro Team Bjerge
Michael Valgren Astana Pro Team Kuperet
Magnus Cort Astana Pro Team Sprinter
Matti Breschel EF Education First-Drapac Flad vej
Søren Kragh Andersen Sunweb Kuperet

 

Når man lader sine øjne glide ned over listen med danskere, vil mange nok spejde forgæves efter Lars Bak fra Lotto Soudal holdet, der har været fast inventar i Touren de sidste 5-6 sæsoner. Danskeren er førstereserve som det ser ud lige nu, hvis der skulle opstå skader eller sygdom i den udtaget trup, og vi kan derfor med danske øjne håbe der opstår en situation, hvor det belgiske mandskab med den tyske supersprinter Andre Greipel alligevel får brug for danskeren.

En anden dansker som også må have været tæt på en plads i dette års Tour de France var Christopher Juul-Jensen der viste fantastisk form i Schweiz Rundt med en flot etapesejr. Det har dog ligget i kortene fra start at Juul-Jensen kun var reserve til Touren da han også har kørt Giro di Italia i denne sæson og derfor må have begrænset med kræfter igen. Etapesejren i Schweiz Rundt må dog alligevel have bragt den bundsolide dansker i spil til en plads på holdet hos Michelton-Scott som skal forsøge at bringe Adam Yates helt op i toppen af klassementet.

Lad os tage et kig på de danskere der er aktuelle til Touren og/eller stadig er i spil til en plads.

 

Jakob Fuglsang

Jakob Fuglsang krydser målstregen i Tour de France enkeltstart (foto: shutterstock.com)

Alder: 33 år
Hold: Astana
Rolle: Kaptajn
Målsætning: At komme på podiet og ultimativt vinde Tour de France 2018

Jakob Fuglsang havde på mange måder en fantastisk sæson sidste år, hvor det blev til et par etapesejre og ikke mindst den samlede sejr i Criterium de Dauphine. Han tog den god form med ind i Tour de France og lå faktisk nummer to i klassementet, da uheldet ramte danskeren, og han måtte en tur i asfalten og kunne konstatere at kroppen var så medtaget at han måtte opgive at gennemføre Touren. Det ser dog ganske solidt ud for Fuglsang igen i år, som netop har hentet en fornem andenplads i Schweiz Rundt, hvor han i løbet af de ni etaper, bare blev bedre og bedre.

Fuglsang kommer med ambitionen om mindst top5 og også gerne et podie i dette års Tour, det er ikke umuligt, men det kræver naturligvis at han først og fremmest undgår uheld og dernæst kan holde sig til på alle løbets etaper. Har man en off-day i Touren kan man højest sandsynligt godt vinke farvel til en topplacering. Fuglsang skal forsøge at lukrere på at de andre store favoritter kigger på hinanden og han dermed kan liste sig med og måske angribe til sidste på etaperne, hvor der går taktik i den hos de andre.

Astana stiller til start med hele fire danskere, hvilket må betyde noget for den danske kaptajn, at have tre landsmænd med sig til sit livs udfordring om at måske vinde Tour de France.

 

Jesper Hansen

Alder: 27 år
Hold: Astana
Rolle: Hjælperytter
Målsætning: At sidde med ved siden af Jakob Fuglsang i de højeste bjerge og gerne være den sidste Astana mand der slipper når de høje bjerge kommer.

Jesper Hansen står over for sit første Tour de France, og han træder ind i en meget vigtig rolle, hvor han kan blive afgørende for Jakob Fuglsangs muligheder for at komme på podiet. Jesper Hansen er en klassisk bjergrytter, og han skal være der når de store bjerge rammes, så Fuglsang har mindst en hjælper hvis uheldet skulle være ude og han står og mangler et hjul eller en dunk, og kan komme til at tabe vigtig tid til de andre favoritter.

27-årige Hansen beskrives som en pålidelig fyr, der måske ikke rigtig kender sin egen styrke, men når han er bedst kan han sidde med de allerbedste, og det er det niveau han skal finde frem til gavn for Fuglsang og Astana.

 

Michael Valgren

Alder: 26 år
Hold: Astana
Rolle: Hjælperytter
Målsætning: At beskytte Jakob Fuglsang på flad vej og være en motor, hvis der opstår sidevindskørsel.

Valgren kommer ind til Touren med et fantastisk forår i rygsækken, han har i denne sæson slået sit navn fast og han må bringe en masse selvtillid. Michael Valgren får dog ikke mulighed for selv at køre efter hæder og sejre, da han skal være der 100% for Jakob Fuglsang, i dennes bestræbelser på at lave et godt resultat i Tour de France. Valgren er en de stærkeste ryttere i feltet og hans arbejde og overskud bliver instrumentalt for Astana i især de første 10 dage af Touren, men også på de første kilometer af bjergene.

Jakob Fuglsang får i Valgren en sindssyg stærk hjælper men også en nær ven, hvilket ikke er at undervurdere. Michael Valgren står efter denne sæson uden kontrakt, og selvom han har kørt et flot forår så må det også være med til at motivere rytteren fra Thyborøn at en god indsats i Frankrig kan være med til at sikre en endnu mere lukrativ kontrakt.

 

Magnus Cort

Alder: 25 år
Hold: Astana
Rolle: Hjælperytter
Målsætning: At beskytte Fuglsang på de flade etaper, samt hente vand på samtlige etaper, hvor han stadig er relevant for holdet.

Magnus Cort skal ligesom Jesper Hansen køre sit første Tour de France, og Cort må ligesom de to andre danskere indfinde sig med en hjælperolle til Jakob Fuglsang i dennes jagt på et godt resultat. Magnus Cort har ellers udviklet sig til en stærk sprinter, der blandt andet vandt to etaper i sidste års Vuelta a Espana. Det bliver dog ikke til nogen muligheder for at spurte med om etaper i år, i hvert fald ikke så længe Jakob Fuglsang er godt placeret i klassementet, lidt ærgerligt for den ellers hurtige bornholmer, men omvendt får han vigtig erfaring til senere i karrieren, hvor han nok skal få mange muligheder for etapesejrer i Tour de France.

Vigtigste opgave for Magnus Cort i Tour de France er at beskytte Fuglsang på de flade etaper, og hente vand når der er brug for det, opstår der sidevind skal Cort være på plads og i første omgang sikre sig at Fuglsang er placeret godt og dernæst være med til at gøre en forskel hvis en af konkurrenterne hænger bagerst i feltet.

 

Søren Kragh Andersen

Alder: 23 år
Hold: Sunweb
Rolle: Hjælperytter
Målsætning: At beskytte Tom Dumoulin på de flade etaper og sidde med så længe som muligt på de resterende etaper.

Søren Kragh Andersen er ikke endeligt udtaget, men hans form kan der ikke sættes en finger på. Han kommer med en frisk etapesejr i det netop overstået Schweiz Rundt og må formodes at være meget tæt på en plads i Tour de France 2018. Andersen er kun 23 år og det vil være hans første Tour de France hvis han får plads i den endelige trup.

Sunweb stiller op i Tour de France med Tom Dumoulin som kaptajn, det er dog tvivlsomt om den stærke hollænder kan kører med op topplaceringerne i klassementet, da han også har kørt Giro di Italia, hvor han blev nummer to efter Chris Froome. Kikser Dumoulin, kan der opstå muligheder for Søren Kragh Andersen til at køre sin egen chance og måske hente en etapesejr, det vil dog først rigtig vise sig når de første bjergetaper er overstået om hvilke muligheder den unge dansker får.

 

Matti Breschel

Alder: 33 år
Hold: EF Education First-Drapac
Rolle: Hjælperytter
Målsætning: At være "Captain de route" og være stærk på de flade etaper for Rigoberto Uran Uran.

Matti Breschel er ikke endeligt udtaget til Touren, og må vel betegnes som en af ryttere der sidst kommer på holdkortet, når det endelige hold er udtaget. Breschel har kørt Tour de France to gange tidligere men har igennem hele sin karriere været forfulgt af uheld og da han senest deltog i Tour de France måtte han udgå efter et styrt. Matti Breschel er vel den dansker med mest uforløst potentiale og selvom han har vundet nogle sejre i løbet af karrieren, så sidder man med fornemmelsen af det kunne blive til endnu mere.

Nu stiller Breschel forhåbentlig til start til sit tredje Tour de France og her får han en vigtig rolle, med alt hans erfaring, vil han skulle være med til at lede holdet på de flade etaper og sikre at Rigoberto Uran Uran er godt beskyttet og placeret langt fremme i feltet, således han ungår styrt eller at blive fanget bag et.

Tour de France 2018 byder på masser af bjergetaper (foto: shutterstock.com)