VM Blog: Ligner bænkplads til Giroud

14. juni 2018

VM Blog: Ligner bænkplads til Giroud

Grundet en hovedskade ser det ud til, at Frankrigs åbningskamp imod Australien i Danmarks pulje bliver uden Chelsea-angriberen Olivier Giroud.

For Olivier Giroud har det været en omtumlet sæson, hvor han måtte sige farvel til sin klub igennem seks sæsoner for at skifte over til Arsenals lokalrivaler fra Chelsea.

Det er dog gået ham godt i Chelsea, hvor han hurtigt er faldet ind på holdet, og han har samtidig kunnet vide sig sikker på en startplads på det franske landshold, hvor landstræner Didier Deschamps har stor tiltro til den langlemmede angriber.

En stor del af årsagen til det er Girouds fremragende hovedspil, der er et niveau over de andre angribere på holdet. Men netop hovedet er årsag til, at han meget muligt kan se frem til en bænkplads i Les Bleus første kamp imod Australien lørdag.

Spillede med hos reserverne

I den sidste træningskamp inden holdet tog mod Rusland, som blev spillet imod USA, fik Giroud nemlig en grim flænge i luftduel med sin holdkammerat fra Chelsea, Matt Miazga. Og selvom det blot er noget, der skal sys, så header man dårligt med flænger i hovedet, og det er derfor med stor sandsynlighed en angrebstrio bestående af Ousmane Dembele, Kylian Mbappe samt Antoine Griezmann, der stiller til kampen imod Australien.

Giroud har godt nok trænet med, men det har været med en stor bandage om hovedet, og hvad mere afgørende er, så har han været placeret på reserveholdet (hvis man kan tale om det hos franskmændene), når de har spillet 11 imod 11.

Det plejer at være et solidt fingerpeg om, hvordan en kommende startopstilling er, og meget tyder derfor på, at Australien får et problem mindre at bekymre sig om, når de skal forsøge at dække op for de franske stjerner.

Men med australiernes fysik taget i betragtning, så kan det også meget vel blive en fordel for Frankrig, at de stiller med en masse, vævre typer, i stedet for store, stationære spillere.