22. marts 2026
AGF - Brøndby optakt: Slutter BIFs måltørke i Aarhus?
Der er ærkefjendeopgør på Ceres Park Vejlby søndag aften, når Brøndby kommer på besøg hos De Hviie fra Aarhus.
Disse kampe har altid noget ekstra krydderi over sig, og der er i den grad også lagt i kakkelovnen til et brag denne denne gang, hvor AGF jagter guldet, og Brøndby i målkrise vil gøre alt for at stoppe både AGF'ernes guldhåb og deres egen måltørke.
Det seneste indbyrdes opgør i oktober endte 3-3 i Brøndby, hvor AGF fik udlignet sent i opgøret efter en 3-1 føring til Brøndby undervejs, og det omvendte opgør her på banen i grundspillet vandt AGF 1-0 på et straffespark sat ind af Arnstad tilbage i september.
Fire ud af seks mulige point har AGF fået mod Brøndby i denne sæson - kan guldaspiranterne snuppe tre mere søndag aften?
| AGF - Brøndby | ||
| Kampstart: Søndag d. 22. marts kl. 18:00 |
||
| TV: 3+ |
||
| Betting Partner: bet365 | ||
| 1 | X | 2 |
| 1.72 | 3.80 | 4.33 |
| Spil hos bet365* | ||
AGF
AGF smed en gylden mulighed for at spille sig hele syv point foran FC Midtjylland, da man i sidste uge spillede 1-1 i Haderslev. FCM havde tabt tidligere på dagen til FCN, og derfor kunne AGF med en sejr spille sig så langt foran i tabellen, at selv de største AGF-skeptikere måtte erklære AGF for favoritter til DM-guldet. Det første guld i 40 år for den stolte klub fra Smilets By.
Men sådan gik det desværre ikke for AGF'erne. De tog ellers en fortjent føring undervejs ved Tobias Bech, som dermed kom på måltavlen for anden kamp i træk, da han også scorede i pokalsemifinalen mod FCM i Herning. Bechs 11. sæsontræffer i Superligaen i denne sæson.
AGF havde også chancer til at lukke opgøret med et mål mere, og bl.a. havde Tingager et forsøg på den ene stolpe, mens også Arnstad sendte er forsøg tæt forbi mål. Chancerne blev misbrugt, og så skete der dét, der ofte sker - Sønderjyske fik udlignet langt inde i overtiden på en af deres meget få chancer i opgøret.
En kæmpe bet for AGF'erne, som dog stadig kunne konstatere, at man på denne søndag i marts havde spillet sig ét point længere foran FCM, så helt skidt var det trods alt ikke. Men det havde unægtelig lunet godt hos aarhusianerne at være syv point foran, for så kunne man tillade sig at tabe begge indbyrdes kampe mod FCM i slutspillet, og stadig være nr. 1.
1-1'eren i Haderslev var AGF's ottende kamp i træk uden nederlag i Superligaen, og det er altså bemærkelsesværdigt, at AGF kun har tabt to kampe hele sæsonen. Begge var dog her på Ceres Park Vejlby mod Randers i 2. spillerunde og Sønderjyske i 15. spillerunde.
Nu er spørgsmålet så om formstærke AGF igen kan undgå nederlag, og måske også snuppe alle tre point, når ærkefjenderne fra Brøndby kommer på besøg.
Brøndby
For et par år siden stak AGF en kæp i hjulet på Brøndbys mesterskabsdrømme, da De Hviie slog Brøndby på Vestegnen på sidste spilledag, og mesterskabet i stedet røg til FC Midtjylland på Heden. Søndag aften kan Brøndby få en lille revanche ved at spænde ben for aarhusianernes mesterskabsjagt, men det kræver som minimum at de blågule fra Vestegnen får hul på målbylden.
Brøndby er nemlig stadig uden et eneste scoret mål i en kamp af betydning i 2026. Ser man på de sidste otte Superliga-kampe, har Brøndby også kun scoret i to af dem. Senest blev det skuffende 0-1 hjemme mod Viborg, og det værste - set med Brøndby briller - var, at Coopers mandskab var klart næstbedst i opgøret, og at det sagtens kunne være blevet til et endnu større nederlag.
0 store chancer og kun ét skud på mål blev Brøndby noteret for mod Viborg i endnu en stor skuffelse for de trofaste Brøndby fans, som må lede længe efter noget der minder om kontinuitet fra cheftræner Steve Coopers side. Der er blevet skiftet flittigt ud i startopstillingen fra kamp til kamp henover foråret, og det lader til at Cooper stadig har svært ved at finde sin galla-opstilling.
Der er også forlydender om uro på de indre linjer i klubben, da Cooper angiveligt har udelukket Tahirovic og Klaiber fra dele af træningspassene i Brøndby. Hvad det bunder i, er svært at sige med sikkerhed for udeforstående, men i hvert fald er den slags som regel ikke et godt tegn på harmoni og glade dage i truppen. Ofte er det de første tegn på, at en træner er ved at tabe sit omklædningsrum.
Det er altså med alle mulige negative historier omkring Brøndby, at de blågule drager til Aarhus på jagt efter den første Superliga-sejr siden d. 9. november, hvor man slog FCN hjemme med 2-0.
Siden er det blevet til fem nederlag og tre uafgjorte i de efterfølgende otte Superliga-kampe, og Brøndby er gået fra at være en outsider i guldkampen til at indtage en skuffende femteplads med hele 17 (!) point op til dagens modstandere fra AGF, som Patrick Pentz i øvrigt i denne uge i et interview har slået fast IKKE er det bedste hold i ligaen. Den østrigske landsholdsmålmand ville dog ikke sige, hvem han synes er det bedste hold, men det er i hvert fald ikke AGF iflg. keeperen.
Nu må tiden vise om Pentz og co. kan få skovlen under AGF'erne. Det kræver i hvert fald, at man får åbnet målkontoen i 2026.
AGF - Brøndby spilforslag
Om AGF er det bedste hold i rækken eller ej, skal vi lade være usagt. Man kan jo skæve mod tabellen, før man selv træffer en afgørelse på det spørgsmål.
Iflg. Superliga.dk er det i hvert fald AGF som har skabt flest store chancer målt på xG. Ser vi på hele sæsonen er AGF på 45,4 i xG, hvilket er bedre end FCM med 43 og FCK med 40,8 på anden- og tredjepladsen.
Men i februar havde AGF således "kun" ligaens tredjehøjeste xG med 5,8, hvor Brøndby var nr. 11 med sølle 2,7 i xG. I marts er AGF kun på femtepladsen målt på xG med 2,7, hvor Brøndby til gengæld er sidst med sølle 2,1.
Så AGF er - målt på xG - gået ned i kadence i foråret ift. det fremragende efterår. Men man er trods alt stadig markant bedre end gæsterne.
Til gengæld har AGF så indkasseret flere mål end Brøndby her i foråret, og der er også mange som peger på at Brøndbys defensiv har været ganske god i 2026. Kun to mål indkasseret i fem kampe er på papiret meget fint. Men ser vi på Superliga.dks statistik for xGoals imod, så er Brøndby igen sidst på 12. pladsen med 4,6 i marts og næstsidst med 3,9 i februar (kun overgået af Silkeborg).
Så det kan godt være, at Brøndby ikke har indkasseret så mange mål, men statistikken peger imod, at de kunne og burde have lukket langt flere mål ind. Og samtidig peger statistikken altså også på, at Brøndby har haft meget få store chancer selv i den anden ende.
Med disse statistikker, Superliga-tabellen og formkurverne in mente, samt det åbenlyse faktum at AGF har selvtillid, optimisme og hjemmebanen i ryggen, skal De Hviie selvfølgelig være favoritter her. Men disse ærkefjendeopgør lever lidt deres eget liv, og Brøndby kommer selvfølgelig også til Aarhus for både at spænde ben for AGFs gulddrømme, og samtidig selv spille sig tættere på bronzemedaljerne. Så der venter bestemt ikke AGF nogen nem kamp, og disse kampe plejer også at være uhyggeligt tætte og blive afgjort på marginalerne.
Vi tror dog AGF hiver en sejr i land. Den ender 2-1 til De Hviie, og dermed får Brøndby brudt med måltørken, men altså ingen point med hjem.
Vi spiller AGF til odds 1.72.
