
5. september 2019
Ny TV2-kanal skal vise El Clasico, La Liga og Serie A
TV2 Sport X er navnet på en ny sportskanal i Danmark, som starter med at sende i januar 2020. Den nye TV2 sportskanal skal vise El Clasico, La Liga og Serie A samt tennis, NBA, atletik og vintersport.
Danske sportsfans kan se frem til at få endnu en dansk TV-kanal i 2020, når TV2 Sport X begynder at sende fodbold, tennis, basket fra NBA, ekstremsport, atletik og vintersport.
TV2 Sport X har bl.a. købt rettigheder til La Liga- og Serie A-fodbold til næste år. Her afsløres det, at TV2 Sport X kommer til at vise ét El Clasico pr. sæson og hele tre La Liga-kampe pr. spillerunde i Spanien. Fra støvlelandet Italien skal der efter planen vises ét Serie A-opgør om ugen.
Endvidere har TV2 Sport X sikret sig rettigheder til en masse andet sport, såsom Wimbledon i tennis, ATP-tennis, X Games, Skiskydning VM og World Cup samt VM Atletik, VM Alpint og VM Langrend.
Se også: TV Guide: Fodbold i TV
TV2 Sport X på TV2 Play og i TV-pakkerne
I første omgang bliver det muligt at se TV2 Sport X, hvis man har et abonnement hos TV2 Play, men TV-distributører har også muligheden for at inkludere TV2 Sport X-kanalen i de eksisterende TV-pakker til kunderne.
Udbydere som Stofa, Yousee, TDC TV, BoxerTV, Viasat, Waoo og CanalDigital nævnes alle som udbydere, hvor det vil være muligt at se TV2 Sport X i 2020 som kunde hos en af disse udbydere.
I forvejen har TV2 seks TV-kanaler, herunder TV2 Sport, som i forvejen sender en masse sport til danske TV-seere. TV2 Sport X bliver et supplement til den eksisterende sportskanal hos TV2:
"Den passion for sport og den journalistiske forædling, som vi kender fra TV 2 SPORT, tager vi med over på TV 2 SPORT X. Vores nuværende sportskanal har i den grad skabt værdi for dansk sport – vi har fra starten været fokuseret på danske rettigheder og på rettigheder, hvor danske sportsstjerner klarer sig godt. På TV 2 SPORT X udvider vi banen og går mere internationalt og sætter fokus på de helt store verdensstjerner", siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen til TV2.