
7. januar 2021
Lørdag d. 9/1: Stor FA Cup dag i det engelske
Lørdag d. 9. januar 2021 er en dag, som byder på masser af fodbold rundt omkring på kontinentet. Der spilles bl.a. masser af kampe i Spanien, Tyskland, Holland, Italien og Frankrig, men her på redaktionen ser vi særligt frem til lørdagens store FA Cup-program i England. Her spilles der lørdag i alt 21 kampe i FA Cuppens 3. runde, og 12 af de 21 kampe kan ses på de danske TV-kanaler.
Der bliver altså god mulighed for at nyde en masse kampe fra verdens mest traditionsrige pokalturnering - FA Cup - fra klokken 13:00 og dagen igennem, hvor klubber som Everton, Arsenal, Southampton og Manchester United er blandt dem som skal i aktion.
FA Cup 3. runde: Ingen uafgjorte kampe og kun VAR på PL stadions
Det er særligt vigtigt at holde sig for øje, at såfremt FA Cup kampene i 3. runde ender uafgjort, skal der spilles 2 X 15 minutters forlænget spilletid og evt. straffekonkurrence for at finde en vinder på dagen. Der bliver altså ikke tale om omkampe på udeholdets hjemmebane, hvis kampen ender uafgjort.
Endvidere bliver VAR kun brugt i ni af de i alt 32 kampe i 3. runde. Det er de ni kampe, som spilles på Premier League-klubbers hjemmebane, f.eks. i Manchester United vs Watford, Arsenal vs Newcastle osv.
Foruden kampene i FA Cuppen er der også en kioskbasker på plakaten i Bundesligaen, hvor RB Leipzig tager mod Dortmund, og i Spanien skal både Barcelona, Real Madrid og Atletico Madrid i aktion i La Liga.
Vi ser på spilforslag til en lang række udvalgte kampe i denne optakt til lørdag d. 9. januar 2021 forneden. I alt disker vi op med 16 spilforslag til kampe denne lørdag, som alle kan ses i dansk TV. Gør klar til en vanvittig stor og spændende fodbolddag, som altså starter med de første pokalkampe i FA Cuppen allerede kl. 13:00. Spring direkte til de enkelte spilforslag via oversigten herunder, eller scroll for at læse spilforslagene i kronologisk rækkefølge.
Spilforslag til lørdag d. 9. januar
- 13:00 Everton - Rotherham
- 13:00 Nottingham Forest - Cardiff
- 13:00 Norwich - Coventry
- 16:00 Bristol Rovers - Sheffield United
- 16:00 Stoke - Leicester
- 16:00 Burnley - Milton Keynes Dons
- 16:00 QPR - Fulham
- 16:00 Blackpool - West Bromwich
- 16:15 Atletico Madrid - Athletic Bilbao
- 18:30 RB Leipzig - Dortmund
- 18:30 Granada - Barcelona
- 18:30 Arsenal - Newcastle
- 19:00 Brentford - Middlesbrough
- 21:00 Osasuna - Real Madrid
- 21:00 Southampton - Shrewsbury
- 21:00 Manchester United - Watford
Everton - Rotherham
TV: TV3 Max
Vi lægger fra land med en kamp på Goodison Park, hvor Championship-bundholdet Rotherham gæster Everton. Hjemmeholdet har været inde i en god stime uden nederlag i fem kampe, hvoraf fire i træk blev vundet i Premier League. De kom dog ned på jorden igen nytårsdag, hvor The Toffees led et 0-1 nederlag hjemme til West Ham. Det nederlag piller dog ikke ved, at Everton har set gode ud i december, og i øvrigt netop nu indtager en 7. plads i Premier League.
Det bør være en form sag for Everton at spille sig videre til 4. runde i FA Cuppen. Modstanderne fra Rotherham har tabt syv af deres ni seneste kampe i den næstbedste række, hvor kun én er vundet. De ligger også til i bunden af tabellen i Championship, men har dog spillet et par kampe færre end de andre nedrykningskandidater. I 20 kampe har Rotherham dog kun hentet fire sejre, og kun én af disse har været på udebane. Rotherham har ikke været i aktion siden d. 29. december, da deres kamp d. 2. januar hjemme mod Cardiff blev udsat pga. snevejr. Gæsterne har altså friske ben, men om det kan give dem en betydningsfuld fordel er nok tvivlsom. Det er et formsvagt udehold, som har tabt deres to seneste kampe med 1-2 til Blackburn og Barnsley.
Det ligner unægteligt en sikker hjemmesejr til Everton, som er 4-1-3 med en målscore på 15-12 på Goodison Park i Premier League i denne sæson. Der er også kun odds 1.36 på Everton-sejren, men vi ser god værdi i et spil på Everton/Everton ved halvleg/fuldtid til odds 2.00 hos bet365.dk, da vi forventer Everton tager en føring allerede i 1. halvleg og vinder kampen.
Nottingham Forest - Cardiff
TV: 6'eren
I de tre seneste kampe mellem Nottingham Forest og Cardiff - som er spillet i Championship hvor begge klubber har hjemme indenfor 10 måneder fra november 2019 til september 2020 - er det udeholdet som har vundet hver gang. To af de tre kampe blev spillet her på City Ground i Nottingham, hvor Cardiff vandt 1-0 og 2-0. Dermed har Cardiff altså chancen for at vinde deres tredje udekamp træk mod Forest, når de mødes i FA Cuppens 3. runde lørdag d. 9. januar.
Nottingham Forest er på 19. pladsen i tabellen med kun tre point ned til stregen. Samtidig har Forest spillet mindst en kamp flere end tre af de i alt fem hold, som de holder under sig i tabellen. De har altså nok at se til med at klare frisag ift. nedrykning til League One. Men måske begynder tingene at lysne nu for Chris Hughtons mandskab, som er ubesejret i de sidste fem ligakampe. To af disse er vundet, inkl. den seneste ude mod Preston, hvor Forest hentede en spinkel 1-0 sejr d. 2. januar.
Cardiff er på 15. pladsen, men er i modsætning til Forest ikke godt kørende. De har tabt fire af de sidste fem ligakampe, inkl. de sidste tre. Frustrationerne har også fået frit løb på det seneste hos Manager Neil Harris, som blev idømt en spilledags karantæne og en bøde på £2000 efter at have svinet dommeren til i den seneste kamp, hvor de tabte med 1-2 ude mod Wycombe Wanderers. Han er derfor ikke på sidelinjen her til klubbens møde med Nottingham Forest.
Formen er altså klart bedst hos hjemmeholdet, og gæsterne må undvære deres manager til kampen. Derfor synes vi at odds 2.45 på Nottingham Forest sejr hos bet365.dk virker som et rigtigt fornuftigt odds på opgøret.
Norwich - Coventry
TV: Canal 9
Igen har vi med to Championship-mandskaber at gøre, når Norwich hjemme på Carrow Road tager mod Coventry. To hold, som op gennem 80'erne og 90'erne var mere eller mindre faste indslag i den bedste række i England.
Norwich var oppe og snuse til det forjættede land i sidste sæson, men rykkede ned med et brag. Coventry var for få år siden at finde i den 4. bedste række i England, men er efter to oprykninger på to år nu tilbage i den næstbedste række.
Norwich er tophold i Championship netop nu, og det ligner at The Canaries skal få comeback i Premier League i næste sæson. Coventry er derimod på en 15. plads i tabellen, og bør nok også fokusere på at etablere sig i den næstbedste række, for klubben ville mildest talt være overmatchet i Premier League.
Det er også to hold med vidt forskellige formkurver. Norwich brager derudaf og er nu ubesejret i deres 10 seneste hjemmekampe. Norwich er 7-4-1 med en 15-8 målscore for 12 hjemmekampe i sæsonen, så det er ikke fordi de hamrer mål ind på stribe, til trods for at være tophold. Det er primært en god defensiv, som driver værket. The Canaries har således en målscore på 3-1 for de sidste tre hjemmekampe tilsammen, hvoraf to er vundet og en endt uafgjort.
Coventry, som er nr. 16 i Championship, hentede en sejr i deres seneste kamp, men det var den første sejr i fem kampe. Den lød på 2-1 ude mod Millwall, som ligger side og side med Coventry i tabellen. De to kasser på The New Den d. 2. januar var også de første mål fra Coventrys side i de sidste fem kampe. Ellers har de spillet til nul i de fire forrige. Selv om de ikke har scoret mange mål, har de fået to point i de fire kampe via to uafgjorte 0-0'ere. I de sidste fem kampe har de således kun lukket tre mål ind.
Konklusionen er, at det er to hold, som ikke giver ved dørene i øjeblikket. To solide defensive mandskaber, og der kan meget vel blive tale om en målfattig kamp. Vi tror mest på en Norwich sejr, som giver odds 1.72. Men vi ser god værdi i et spil på Norwich + Under 2,5 mål til odds 4.00 hos bet365 netop nu. Vi øjner nemlig gode chancer for en 1-0 eller 2-0 hjemmesejr til The Canaries. Dette spil falder selvfølgelig til jorden, hvis Coventry scorer, men Norwich har været stærke hjemme, og Coventry har altså kun scoret i én af deres fem sidste kampe.
Bristol Rovers - Sheffield United
TV: EuroSport 2
Der er en interessant kamp i vente på Memorial Stadium i Bristol mellem The Gas og The Blades, som klubberne populært kaldes i det engelske. Bristol Rovers har hjemme i League One, Englands tredjebedste række, mens Sheffield United - i hvert fald sæsonen ud - har status som Premier League-mandskab.
Bristol Rovers er på 18. pladsen i den 24-hold store League One, men har spillet et par kampe færre end mange andre hold i rækken. De har fem point ned til stregen, og er ikke umiddelbart i nedrykningsfare. Samtidig peger pilen den rigtige vej på formkurven, for The Gas har hentet fire sejre i de sidste fem kampe. Den ene i EFL Trophy slutspillet, og tre andre i ligaen. I deres to seneste hjemmekampe har de slået Plymouth 3-0 og Blackpool 2-1, så de er også godt kørende på Memorial Stadium i disse dage.
Godt kørende er gæsterne langtfra. De jagter ganske enkelt sæsonens første sejr, da de bliver tæsket uge efter uge i Premier League. Sheffield United er nu 0-2-15 for 17 kampe i Premier League, og de har ikke scoret i de sidste tre som alle er tabt. Sheffield United Manageren Chris Wilder er så presset med sit mandskab, at han forleden efterlyste forstærkninger i transfervinduet.
"Selvfølgelig vil det gøre en forskel, hvis vi kan få fat i et par bedre spillere til en trup, som i forvejen er i knæ. Det er der ingen tvivl om", sagde Wilder til Sky Sports. Fokus hos Sheffield er nok stadig at klare frisag i Premier League, men der skal ske mirakler, hvis de skal redde sig en sæson mere. De har først og fremmest brug for noget selvtillid, og den slags kommer som bekendt via sejre. Derfor er det oplagt for The Blades, at gå efter en sejr her mod Bristol Rovers. Selv om det ikke - på papiret - er et stort resultat mod et hold fra den tredjebedste række, vil det være et tiltrængt boost at prøve at vinde en kamp. Noget Sheffield United altså ikke har prøvet på denne side af sommerferien.
FA Cuppen er dog kendt for at levere overraskelser. Og selv om Bristol Rovers på papiret har en trupværdi på €4 mio. mod Sheffield Uniteds €172 mio., er dette en af de kampe der dufter af en lille pokalsensation. Det vil selvfølgelig være tæt på tragisk for Sheffield at tabe igen her, men Bristol Rovers har altså gjort det godt på hjemmebane, og må kunne dufte chancen for at sende et Premier League-mandskab ud af FA Cuppen.
bet365 har odds 2.075 på Bristol Rovers +0,5 mål Asian Handicap (hvilket svarer til 1X på dobbeltchancen som dog kun giver odds 2.00). Det bliver vores spilforslag til kampen, da vi tror hjemmeholdet har gode chancer for - som minimum - at undgå et nederlag i ordinær spilletid.
Stoke City - Leicester City
TV: TV3 Max
Stoke City tager mod Leicester City på bet365 Stadium, og det er et møde mellem Championships nr. 8 og Premier Leagues nr. 3. Leicester er ikke overraskende favoritter til odds 1.72, "men kan de gøre det på en kold, regnfuld aften i Stoke"?
Stoke er aldrig et nemt sted at spille, men hjemmeholdet er faktisk ikke i særlig god form i øjeblikket. Kun én sejr har de fået i deres seks seneste kampe, og for nyligt blev de også sendt ud af Carabao Cup af et andet Premier League-mandskab, Tottenham, som sejrede på bet365 Stadium med 3-1. Siden da har Stoke i de efterfølgende tre kampe kun scoret ét mål, og det var et komisk selvmål af Nottingham Forests James Chester, som var så besynderligt at det trak overskrifter dagen efter kampen.
Ser man på Stokes syv seneste kampe har de kun scoret tre mål, men har til gengæld også kun lukket fem ind. Tre af de fem indkasserede mål stod Tottenham for i førnævnte Carabao Cup-kamp. Ellers har Stoke holdt fire clean sheets i og kun indkasseret ét mål i de to øvrige kampe i de sidste seks i Championship.
Der er derimod mål i støvlerne på Kasper Schmeichels holdkammerater hos Leicester. De er ubesejret i de sidste fire kampe, hvor de har lavet i alt syv mål. Blandt andet vandt Leicester med 2-0 ude over Tottenham, og de fik også 2-2 hjemme mod Manchester United som ellers har været vanvittigt godt kørende på udebane i denne sæson. Faktisk er Leicester det eneste hold, som har formået ikke at tabe i en hjemmekamp mod Manchester United i denne sæson i Premier League indtil videre. Leicester vandt også deres seneste kamp med 2-1 i Newcastle, og generelt har det set godt ud fra Brendan Rodgers' mandskab siden de slog Spurs kort før jul.
Det ligner altså en kamp, som Leicester kommer til at vinde. Stoke har problemer med at finde vejen til netmaskerne, og selv om de står godt defensivt, får de formentlig svært ved at holde nullet mod Leicester. Vi tipper en sejr til gæsterne til odds 1.72 hos bet365.
Burnley - Milton Keynes Dons
TV: Canal 9
Begge hold er på 16. pladsen, men der er to divisioner imellem dem. Premier Leagues Burnley mod League Ones Milton Keynes Dons. Erfarne fans af engelsk fodbold husker måske Milton Keynes Dons som Wimbledon FC, som klubben hed frem til 2003. De skiftede dog, kontroversielt, fra det sydlige London til Milton Keynes (80 km nordvest for London) i 2004, hvorefter klubben skiftede navn, logo og klubfarver. Milton Keynes Dons har i dag en stærk rivalisering med AFC Wimbledon, som er en klub skabt af supportere i den hedengangne Wimbledon FC.
MK Dons har aldrig formået at spille sig tilbage i toppen af engelsk fodbold, som Wimbledon FC eller engang var en del af. I dag har de altså hjemme i den tredjebedste række, og har endnu ikke vundet noget af betydning, udover en førsteplads i League Two i 2007/08, i deres 16 årige levetid. De vinder nok heller ikke FA Cuppen i år.
Det kan nemlig meget vel blive endestationen her for The Dons. Burnley er efter en dårlig start på sæsonen kommet mere op i gear, og har således vundet fire af deres otte seneste kampe i Premier League, hvor kun to er tabt. De slog for nyligt Arsenal på Emirates med 1-0, og de har vundet deres to seneste hjemmekampe over Sheffield United og Wolverhampton.
MK Dons har dog netop, for første gang i sæsonen, vundet to kampe i træk i League One: 2-0 hjemme over Bristol Rovers og 4-1 ude over Swindon Town. Der er dog flere mil mellem midten af League One og midten af Premier League, end der er mellem Milton Keynes og Wimbledon på et landkort.
MK Dons danske midtbanespiller, 21-årige Lasse Sørensen som er lejet ud til klubben fra Stoke, tror dog på at The Dons kan overraske:
Der er ikke så meget pres på til kampen, men vi presser altid os selv til at præstere. Ingen går ind til en kamp uden altid at ville vinde. Det er FA Cup, og det er set før, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det?", sagde Lasse Sørensen til klubbens hjemmeside.
Noget tyder på, at gæsterne kan spille frit, og vil gå efter en sejr. Vi elsker altid en god underdog, og Milton Keynes Dons har fået lidt oprejsning i de seneste to kampe, hvor de altså har scoret seks mål. Vi tror da også de finder vejen til netmaskerne mod Burnley, og derfor prøver vi med et spil på "Begge Hold Scorer - Ja" til odds 1.80 hos bet365.
Queens Park Rangers - Fulham
TV: 6'eren
Vi iler videre fra Turf Moor i Burnley til Loftus Road i London. Her er der derby på plakaten, når de to hovedstadsklubber QPR og Fulham tørner sammen. På trods af Londons enorme størrelse, er der ikke meget længere end et par lange indkast fra Loftus Road i White City, hvor QPR har hjemme, til Craven Cottage i Fulham lige ved Themsen.
Der er altså lagt op til et spændende pokalderby mellem to hold, som begge frister en tilværelse i bunden af deres respektive rækker. QPR er på 20. pladsen i Championship, mens Fulham er nr. 18 i Premier League.
De har meget tilfælles, The Rangers og The Cottagers. Udover beliggenheden i London og stærke historiske bånd, har de også tæt på samme formkurve. Selvfølgelig i hver sin række, men alligevel. QPR har ikke vundet i ni kampe i Championsship, men har spillet tre af de fire sidste uafgjort. Fulham har ikke vundet i deres sidste fem kampe, hvoraf fire er endt uafgjort.
QPR fik senest 1-1 ude mod topholdet Norwich, hvilket var et fint point på en svær udebane, og Fulham har spillet uafgjort hjemme mod Liverpool (1-1), Brighton (0-0) og Southampton (0-0), mens de også har fået et point ind imellem i Newcastle (1-1).
Holdene har også det tilfælles, at de ikke laver mange mål i øjeblikket. Fulham har scoret to mål i de sidste fem kampe, og det samme har QPR.
Umiddelbart er der i vores optik meget der peger mod en tæt affære og et potentielt uafgjort resultat i ordinær spilletid. bet365 giver odds 3.30 på uafgjort, hvilket bliver vores spil til opgøret på Loftus Road.
Blackpool - West Bromwich
TV: EuroSport Player / D-Play
Bloomfield Road i Blackpool danner rammen om dette FA Cup brag. Det bliver nok næppe dagens mest sete kamp, men hvis man elsker benhård fight og hårde tacklinger, er der sikkert noget komme efter her.
Blackpool var for nyligt inde i en god stime med 7 sejre i 11 kampe, hvilket sendte dem op i midten af League One. Her har holder de netop nu en 13. plads i tabellen, men de er uden sejre i de sidste tre kampe, hvor de seneste to er tabt. Pilen peger altså igen den forkerte vej på formbarometeret, og det samme gør den hos Premier League-gæsterne.
West Brom er i kæmpe kris efter at have tabt deres tre seneste hjemmekampe med 0-3 til Aston Villa, 0-5 til Leeds og 0-4 til Arsenal. Av for den! Til gengæld fik det et point ude mod Liverpool, da de ind imellem disse store nederlag fik 1-1 på Anfield. West Brom er dog uden sejre i de sidste syv kampe, og har kun vundet én kamp hele sæsonen hvis man ikke medregner en sejr i 1. runde i Carabao Cup over upåagtede Harrogate fra League Two. West Brom ligner et hold som meget vel kan fortsætte stimen af nederlag her, selv om de møder et hold fra den tredjebedste række.
Blackpool har nemlig vundet fem af ni hjemmekampe i League One i denne sæson, og vi øjner chancen for en pokaloverraskelse her. Der er odds 1.86 på Blackpool +0,5 mål AH hos bet365, hvilket bliver vores spilforslag til opgøret. Dermed er der gevinst, hvis Blackpool ikke taber i ordinær spilletid.
Atletico Madrid - Athletic Bilbao
TV: TV2 Sport X
Vi forlader den engelske FA Cup for en stund, og bevæger os sydpå til Spanien, hvor Atletico Madrid hjemme tager mod Athletic Bilbao. Det er en kamp i La Liga mellem topholdet Atletico, og Bilbao på 9. pladsen.
Atletico har været forrygende i denne sæson, hvor de kun har tabt en kamp i La Liga. Det nederlag kom ude med 0-2 til Real Madrid, men til trods for dette, er Atletico stadig to point foran lokalrivalerne med to kampe i hånden. Atletico er 12-2-1 for sæsonen med en målscore på 29-6. De led dog et chok-nederlag på udebane mod UE Cornella fra den tredjebedste række i Spanien i Copa del Rey på 0-1. Efter en pinlig indsats af La Liga topholdet, var det iflg. Diego Simeone det bedste hold som vandt kampen. Den plet skal selvfølgelig vaskes af her mod Bilbao, hvor der også skal hentes tre point til guldkampen i Spanien.
Bilbao har kun én gang i denne sæson leveret to identiske resultater i træk. De tabte to i træk i 4. og 5. runde af La Liga, men ellers har de skiftes til at tabe, vinde og spille uafgjort hele vejen gennem sæsonen. De tabte sidst med 2-3 hjemme til Barcelona, som nok burde have vundet kampen større. Hvis Bilbaos svingende resultater skal fortsætte, skal de altså undgå et nederlag her. Men det er nok tvivlsomt, for de har ikke set gode ud på det seneste. De slog bundholdet Elche på hjemmebane i forrige runde med knebne 1-0, hvilket var den eneste sejr i de sidste fire. De har dog scoret syv mål i de sidste fem kampe, så de kommer nærmest altid på tavlen. Det kan de måske også gøre her.
Atletico er storfavoritter til odds 1.53 hos bet365. For at få lidt mere smæk på oddset, forsøger vi også med en Atletico-sejr + Over 2,5 mål i kampen til odds 3.00. Vi spår en 2-1 eller 3-1 sejr til Atletico, og til tre gange pengene virker det fornuftigt.
RB Leipzig - Dortmund
TV: TV3 Max
Vi springer igen fra den spanske hovedstad til Leipzig, hvor de lokale røde tyre tager imod BVB. RB Leipzig er på andenpladsen i Bundesligaen, to point efter Bayern, mens Dortmund er på fjerdepladsen med otte point op til topholdet. Dortmund har allerede tabt fem kampe ud af de første 14, og der er ikke råd til mange flere nederlag, hvis de vil holde sig inde i kampen om titlen i år. Det ligner dog allerede nu et parløb mellem RB Leipzig og Bayern München.
RB Leipzig er ubesejret i de sidste otte kampe i Bundesligaen, og har også imponeret i efteråret ved at spille sig videre fra en svær Champions League-gruppe med PSG og Manchester United. De er et rigtig stærkt hold, og Dortmund kommer på en svær opgave her. Leipzig har holdt fem clean sheets i træk i Tyskland (Bundesliga og Pokal), hvor fire af de fem kampe er vundet. Der var dog en 0-0 svipser ind imellem hjemme mod FC Köln, men ellers har RB Leipzig gjort rent bord, og slog også Stuttgart 1-0 ude i sidste runde.
Stuttgart slog Dortmund med hele 5-1, ovenikøbet i Dortmund, d. 12. december. Siden har Dortmund også tabt 1-2 ude mod Union Berlin, men de har dog rejst sig igen med to 2-0 sejre i træk i pokalen mod Braunschweig og i Bundesligaen over Wolfsburg.
Det er altså to hold som har hentet sejre i deres seneste kampe, og der bør være masser af mål i vente. Vi tror mest på RB Leipzig, men holder os til et spil på en målrig kamp, hvor begge hold scorer. Selv om RB Leipzig har holdt fem clean sheets i træk, tror vi Erling Haaland og Co. finder vejen til netmaskerne.
Over 2,5 mål og Begge Hold Scorer til odds 1.95 hos bet365 virker ganske fint betalt her.
Granada - Barcelona
TV: TV2 Sport X
Barcelona er igen på udebane i La Liga for tredje kamp i træk. I de to seneste har de slået Huesca 1-0 og Athletic Bilbao 3-2, og særligt i den seneste kamp i Bilbao så Barcelona målsøgende og farlige ud. De har nu hentet fem sejre og to uafgjorte i de sidste syv kampe, og det lader til at Ronald Koeman har fået bedre styr på sit mandskab. Samtidigt lavede Lionel Messi to mål i den seneste kamp, og argentineren virker også på vej i topform igen.
"Resultatet er lidt misvisende, fordi vi var overlegne i mange faser. De kom foran, hvor vi ikke var koordineret defensivt, men derfra kontrollerede vi. Jeg er tilfreds med resultatet, og måden vi håndterede det på. Vi fortjente at vinde på grund af vores spil og chancer. Vores holdindsats var fænomenal, og vi kommer til at kæmpe til sidste spillerunde. Vi er lidt bagefter, men vi er på rette vej", sagde Ronald Koeman ifølge Marca efter Athletic Bilbao-kampen.
Der venter dog en god test mod Granada, som vil give et stort fingerpeg om, hvor meget Barcelona er "på rette vej". Granada er på 7. pladsen i La Liga, og så er det værd at bemærke, at de altså har spillet sig videre i Europa League til 1/16-finalerne. Det er ikke noget dårligt hold, som Barcelona skal besøge på lørdag, og de har da også vundet deres to seneste hjemmekampe med 2-0 vs Real Betis og 2-1 vs Valencia.
Barcelona kommer for at hente en sejr, men det bliver formentlig ikke nogen nem sag. Barcelonas defensiv efterlader stadig en del af ønske sig, og Granada er 5-2-1 på hjemmebane med en 14-9 målscore for sæsonen i La Liga.
Vi synes, Barcelonas lidt svingende sæson i betragtning, at der er rigtig god værdi i en overraskelse her. bet365 giver kun odds 1.44 på Barcelona, og det odds synes vi er alt, alt for lavet på Messi og Co. Godt nok har de vist bedre takter på det seneste, men vi tror der er gode chancer for at Granada kan få mindst et point ud af kampen.
Der er odds 2.75 på Granada +0,5 mål Asian Handicap hos bet365, og det er i vores optik for godt til ikke at give et skud. Bemærk at samme spil på Dobbeltchancen markedet (1X) kun giver odds 2.62.
Man kan sågar også overveje et spil på Granada-sejren til et flot odds 6.50. De har trods alt kun tabt en hjemmekamp i La Liga i denne sæson, men spiller man på Granada, bør man nok holde indsatsen til nogle få units.
Arsenal - Newcastle
TV: 6'eren
Vi vender igen snuden fra det sydligste Spanien til den engelske hovedstad og FA Cuppen. På Emirates tager Arsenal mod Newcastle i hvad der har potentiale til at blive en særdeles spændende kamp. Det er i hvert fald en kamp, hvor Arsenal skal forsøge at holde fast i deres stime af gode resultater i de seneste tre kampe, og Newcastle skal forsøge at stoppe deres stime af nederlag.
Arsenal røg for nyligt ind i en stime på syv PL-kampe i træk uden sejre, men nu har de vundet de sidste tre: 3-1 vs Chelsea, 1-0 vs Brighton og 4-0 vs West Brom. Det går altså igen den rigtige vej for The Gunners, som har haft masser af mål i støvlerne i de sidste tre kampe, og nu har sneget sig op på 11. pladsen i Premier League.
Det ligner stadig en sæson på det jævne for Arsenal i Premier League, hvor målet nu hedder kvalifikation til CL via en Top 4. Men de har stadig chancen for trofæer i Europa League og her i FA Cuppen. De skal selvfølgelig forfølges, mens man samtidigt forsøger at æde sig ind på Top 4 og CL-kvalifikationen. Der er trods alt kun seks point derop, trods Arsenal har tabt flere kampe end de har vundet (7 sejre, 8 nederlag).
Newcastle indtager en 15. plads i Premier League, og er tættere på bundstriden end Europa-pladserne rent pointmæssigt. De har ikke formået at sætte en stime af sejre sammen hele sæsonen, men der har dog været lyspunkter hist og pist. De sidste fem-seks kampe har dog ikke været gode, for her er de blevet slået ud af Carabao Cup-kvartfinalen af Brentford, og kun fået to point i Premier League. De fik dog 0-0 hjemme mod Liverpool, hvilket var et fint point, men har også tabt 5-2 og 2-0 ude mod Leeds og Man City.
Newcastle er ikke godt kørende i øjeblikket, men de skal tage FA Cuppen seriøst, for det er deres sidste chance for et trofæ i år. Spørgsmålet er bare, om de kan få bugt med The Gunners, som igen er begyndt at skyde med skarpt.
Arsenal er store favoritter til odds 1.44. Det er der selvfølgelig god grund til jvf. ovenstående, og det faktum at Newcastle har haft det svært på udebane hele sæsonen. Kun to sejre i syv udekampe i PL er det blevet til. Vi tror da også Arsenal snupper sejren, men der er ikke meget gods i odds 1.44. Derfor prøver vi med et spil på at Arsenal fører ved pausen og vinder kampen. 1/1 på Halvleg/Fuldtid giver odds 2.20 hos bet365.dk.
Brentford - Middlesbrough
TV: EuroSport 1
Brentford var tæt på at spille sig i en historisk pokalfinale, da de nåede semifinalerne i Carabao Cup. Tottenham sendte dem dog ud i mørket, og Brentford jagter derfor stadig deres første pokalfinale i en af de to store pokalturneringer i England. Deres bedste run i FA Cuppen er en plads i kvartfinalerne, hvilket er sket fire gange i The Bees 131 år lange historie - senest i 1988/89.
Middlesbrough har lidt stoltere traditioner i pokalregi. De vandt Carabao Cup (EFL Cup) tilbage i 2003/04, og har to gange tidligere også stået i en EFL Cup-finale og tabt (1996/97 og 1997/98). I FA Cuppen har de såmænd også været i en finale, også i 1996/97, hvor de dog også tabte. Ydermere har The Boro været i UEFA Cup finalen i 2005/06, hvor de også tabte.
Hvem af de to klubber, som skal tage færden videre i jagten på det første FA Cup trofæ i klubbernes historie, må tiden vise.
Opdateret: Kampen bliver efter alt at dømme aflyst, da Middlesbrough er blevet ramt af et større Corona-udbrud i truppen. Der er derfor ikke odds på kampen hos bookmakerne i skrivende stund.
Osasuna - Real Madrid
TV: TV2 Sport X
Osasuna ligger næstsidst i La Liga med 14 point for 16 kampe. De har ikke vundet i 10 kampe i træk i La Liga, men de har dog fået tre uafgjorte i træk. Samtidigt fik Osasuna en 3-0 sejr i Copa del Rey over UE Olot torsdag aften. Måske giver det dem lidt fornyet selvtillid, men de bør ikke være noget match for Real Madrid.
Siden de tabte til Shakhtar Donetsk d. 1. december, har piben fået en anden lyd hos Zidanes tropper. Der er i alt spillet otte kampe siden da, og Real Madrid har vundet syv og spillet en uafgjort i La Liga og Champions League. Fem er vundet med clean sheets og Real har en målscore på 16-3 for disse otte kampe. De byder nu for alvor ind i mesterskabskampen igen, men der er ikke plads til at sætte point til, for Atletico Madrid er to point foran og har spillet to kampe færre.
Real Madrid skal altså fortsætte de gode takter, og det bør de også gøre her mod bundholdet Osasuna. Der er ingen grund til at danse om den varme grød her med en længere analyse. Real Madrid skal kunne klaske Osasuna, og vi spår en sikker Real Madrid sejr med mindst to mål flere end værterne. Real Madrid -1,5 mål AH giver odds 2.30 hos bet365.
Southampton - Shrewsbury Town
TV: TV3 Max
På St. Mary's i Southampton kommer Shrewsbury Town FC på besøg sent lørdag aften i FA Cuppen. Der er nok ikke mange danskere som kender det store til gæsterne, men hvis vi skal tage et par fun facts om klubben, er det værd at nævne af den succesrige West Ham Manager, David Moyes, slog sine folder i klubben tilbage i 1987-1990. Endvidere kan det nævnes, at The Shrews' bedste resultat i FA Cuppen er to kvartfinale-placeringer tilbage i 1979 og 1982, og i 1961 nåede de semifinalen i Liga Cuppen. Ellers er der ikke de store triumfer at nævne i engelsk fodbold på vegne af Shrewsbury Town, som i dag gør sig i den engelske League One, hvor de er placeret på en umiddelbar 17. plads.
Shrewsbury hentede kun én sejr i de første 15 spillerunder i League One, men nu er bøtten vendt for The Shrews som ikke har tabt i de sidste otte. Fire sejre og fire uafgjorte. Den nylige pointhøst har sendt dem væk fra bundstriden med kursen mod midten af tabellen, men der er altså ikke tale om et af League Ones bedste mandskaber.
Det ligner derfor en på papiret nem sag for formstærke Southampton at spille sig videre til 4. runde. The Saints, som har fire FA Cup finaler i klubbens 135 årige historie, vandt turneringen tilbage i 1975/76 med en 1-0 sejr over Man United i finalen på Wembley. De tre andre finaler har Saints tabt, den seneste i 2002/03 med 1-0 til Arsenal.
Southampton har kun tabt to af de sidste 15 kampe i Premier League, og befinder sig på en flot 6. plads kun fire point fra topholdet Liverpool. Netop Liverpool var modstanderne i The Saints' seneste kamp, som blev spillet her på St. Mary's og vundet af hjemmeholdet med 1-0 på det mål som Danny Ings satte ind allerede i kampens andet minut.
De har dog ikke scoret mange mål på det seneste. Sølle to styks i de sidste fem kampe, men de er stadig ubesejrede i de sidste tre, og de har også kun lukket to mål ind i de fem seneste kampe. Man kan roligt sige, at Southampton har været involveret i nogle målfattige kampe siden de d. 13. december slog bundproppen Sheffield United med 3-0 hjemme.
Det kan også være, at The Saints får svært ved at score mange mål mod Shrewsbury. Gæsterne har nemlig holdt fire clean sheets i de sidste fem kampe, hvoraf de har vundet fire med 1-0 og spillet en enkelt 1-1. Der er selvfølgelig en verden til forskel på sub-toppen i Premier League, og den tungere ende af League One. The Saints bør også kunne tilspille sig en sikker sejr, men det er dog værd at notere sig, at Southampton ikke laver mange mål p.t., og kommer op mod et hold, som kun har lukket ét mål ind i deres fem seneste kampe, og formentlig vil dø med støvlerne på, for at få et resultat med hjem.
Opdateret: Spilforslaget udgår på denne kamp, da opgøret er blevet offer for Corona. Shrewsbury Town har nemlig et udbrud af Corona i truppen, og kan derfor ikke stille til kampen.
Manchester United - Watford
TV: 6'eren
Manchester United har i alt 12 FA Cup titler, kun to færre end Arsenal som har vundet den flest gange. Man United vandt deres første FA Cup titel i 1909, samme år som byggeriet af RMS Titanic startede, og de vandt deres seneste i 2016. I år begynder deres jagt på det 13. FA Cup trofæ med en hjemmekamp mod Watford, som to gange har stået i FA Cup finalen uden at vinde. De tabte i 1984 med 2-0 til Everton foran 100.000 tilskuere på Wembley, og igen for bare to år siden i 2019 med hele 6-0 til Manchester City.
Manchester United er flyvende i øjeblikket. Godt nok tabte de forleden med 0-2 hjemme til Manchester City i EFL Cup-semifinalen, men de er á point med Liverpool i toppen af Premier League med en kamp til gode. Manchester United har altså alle chancer for at byde ind i kampen om mesterskabet, som De Røde Djævle ikke har vundet siden 2012/13 under Alex Ferguson. De røg dog skuffende ud af Champions League, og er nu henvist til Europa League 1/16-finalerne, men de kæmper altså stadig med om tre titler i år.
Watford rykkede ned fra Premier League i sidste sæson, og er nu på sjettepladsen i Championship. De kæmper selvfølgelig for et comeback til det forjættede land, og det går også udmærket med kun fem nederlag i 22 Championship-kampe. De har dog spillet for mange kampe uafgjort, og været lidt svingende i deres præstationer, og derfor kan de altså ikke helt være med i kampen om Top 2, der giver direkte oprykning. Der er kun seks point derop, men kampen i i Top 6 i Championship er nådesløs og hård.
Watford har været klart bedst hjemme, hvor de er 8-2-1 for sæsonen. På udebane kniber det mere, og de har kun vundet to ud af 11 udekampe. The Hornets har da også tabt deres to seneste kampe på udebane med 2-1 til Swansea og 2-0 til Huddersfield.
Der bør være en forholdsvis sikker hjemmesejr i vente her. Watford har som nævnt haft det svært ude i denne sæson, og United har været i rigtig god form på det seneste. Der er dog kun odds 1.28 på Manchester United-sejren, så man er nødt til at kigge på andre markeder for den helt store værdi i en hjemmesejr.
Vi tror United kan vinde kampen med mindst to mål flere end Watford, og hos bet365 er der odds 1.98 på Man United -1,5 mål Asian Handicap. Det bliver vores sidste spilforslag til en forhåbentlig fantastisk fodbolddag, lørdag d. 9. januar.